Clairvoyance / afdødekontakt

Clairvoyance

Står du et sted i dit liv, hvor du har brug for nye indsigter eller et kærligt skub, så kan en clairvoyant læsning være lige præcis det der skal til, for at give dig det fornødne mod til at ændre vaner, sætte grænser, stå op for dig selv eller skabe små eller store forandringer i dit liv.

Der kan være mange grunde til at søge en clairvoyant. Måske står du ved en skillevej eller overfor en svær beslutning, som du føler dig alene med eller bare er usikker omkring.

Måske har du brug for klarhed over dit næste skridt eller ønsker at få vist, hvad der ligger til dig, hvis du vælger A eller hvis du vælger B. – Det kan være i forhold til job, kærlighed, økonomi eller relationer, men kan også være i forhold til personlig udvikling, vaner og livsmønstre.

Som clairvoyant rådgiver stiller jeg mig til rådighed, sådan at dine guider kan kommunikere lige præcist det, som er vigtigt for dig.

Jeg vil formidle i en kærlig tone, og give konkrete svar og råd, som du kan bruge lige her og nu.

Jeg stiller ind på dig og vil, når det giver mening, trække erfaringer fra din fortid med ind, sådan at du får mulighed for at få en forståelse for din nuværende situation.

 

Afdødekontakt

Kontakt til en afdød slægtning, ven eller bekendt kan være et rørende øjeblik og kan give mulighed for at sige eller få svar på nogle ting, som du måske ikke nåede, da vedkommende var i live. 

Det er desværre ikke muligt at ”bestille” en afdød, og det betyder, at selvom du måske har et ønske om at en bestemt kommer igennem under sessionen, så er der ingen garantier for, at det sker.

Du skal derfor være åben overfor, at den der kommer, altid kommer af en grund og vil have et budskab med til dig.

Jeg vil bede den afdøde om at fortælle om sit liv, begivenheder I har haft sammen, mærkedage og eventuelle ting, som du har arvet efter en afdøde.

Til sidst i sessionen vil jeg bede den afdøde om at komme med personlige budskaber til dig, som kan vise sig at være vigtige råd eller redskaber, som du kan anvende på din videre udviklingsvej.