Om mig

Jeg er opvokset i en familie med far, mor og 2 søskende. Min barndom var præget af megen uro og utryghed.

Min far var håndværker, og han drak en del alkohol, både på arbejde og i sin fritid. Det betød, at han ofte var fuld, og når han fik for meget at drikke, blev han uberegnelig.

Selv som helt lille blev jeg rigtig god til at fornemme stemningen i hjemmet, og dermed om der var fare på færde eller ej. Jeg husker så tydeligt de mange aftener rundt om spisebordet, hvor jeg sad med en klump i maven af frygt for, om der var optakt til ballade.

Det startede altid med, at min far fandt et eller andet, som han kunne kritisere min mor for. Jeg sad som regel helt stille og bad om, at min mor ikke skulle sige noget, som ville gøre ham mere sur. Det skete flere gange, at vi 3 børn blev sendt op på loftet, og så kunne vi stå deroppe med hinanden i hænderne, imens vi kunne høre, hvordan vores forældre skændtes, der blev væltet møbler og der blev råbt højt. Når der så blev stille igen, listede vi ned af trapperne uden at vide, hvad vi ville komme ned til.

Jeg kan specielt huske en gang, hvor det oplevedes særligt voldsomt, hvor jeg på vej ned af trapperne tænkte – ”gad vide om hun er død”. Jeg var 4-5 år gammel, tror jeg.

Da jeg startede i skole, blev jeg ret hurtigt klar over, at det der foregik i mit barndomshjem, det foregik ikke hjemme hos mine klassekammerater.

Det blev derfor min dybeste hemmelighed, som ingen andre måtte vide noget om.

Jeg gik derfor helt alene med min hemmelighed, og talte aldrig med nogen om, hvad der foregik derhjemme.  Jeg tænkte, at hvis jeg ikke siger det til nogen, så er der ingen, der ved det, og dermed er der ikke nogen, der tænker dårligt om hverken mig eller om mine forældre.

Det store og ret konstante psykiske pres, som jeg voksede op under, gav mig nogle overbevisninger om, at jeg ikke kunne stole på nogen, at jeg var alene, og at jeg ikke havde helt den samme værdi som andre mennesker.

Disse overbevisninger fra barndommen tog jeg med ind i mit voksenliv, hvor de lå som en ubevidst undertone i alt, hvad jeg foretog mig. Det betød bl.a., at jeg havde svært ved at indgå i sociale relationer, ligesom det var svært at tro på, at jeg kunne være værd at elske.

Forholdene i mit barndomshjem ændrede sig langsomt til det bedre, men mit forhold til mine forældre har altid båret præg af det psykiske pres, som jeg blev udsat for i min barndom.

Vejen tilbage til et liv uden psykisk ubalance skulle vise sig at blive lang og smertefuld.

Da jeg lod mig sygemelde, var alle kræfter brugt op med det resultat, at alle mine ubevidste forsvarsmekanismer faldt til jorden.  Det betød, at mange oplevelser fra barndommen pludselig blev erindret og genoplevet.

Mange timer fulgte hos terapeuter og psykologer og forskelligt medicin blev afprøvet. Medicinen var enten virkningsløs, den øgede min angst eller gav mig tvangstanker, så jeg på tidspunkter var lettere psykotisk.

De mange timers terapi, suppleret med healinger, der arbejdede specifikt i forhold til forløsning af stress og barndomstraumer, startede en proces, hvor jeg langsomt begyndte at kunne se de mønstre og strategier, som jeg havde levet efter, nemlig at trække mig fra andre mennesker, når relationen blev tæt og aldrig helt at engagere mig i sociale relationer.

Den del af processen var meget smertefuld, men der begyndte også at spire en tro på, at det var muligt for mig at ændre mit liv, så jeg kunne blive glad.

Jeg begyndte for alvor at få troen på det gode liv tilbage, da jeg stiftede bekendtskab med energiteknikkerne Buddhi og Sindro, se mere herom under behandlinger og på www.sindsro.dk.

Først efter at have gennemgået et selvudviklingsforløb hos Steen Kofoed, hvor jeg også modtog undervisning i brug af teknikkerne, slap de gamle overbevisninger helt, og der indfandt sig en anderledes ro i min krop.