Psykoterapi

Velkommen til psykoterapi i Århus

Jeg tilbyder individuel og klientcentreret psykoterapi i Århus C. Terapien vil altid tager udgangspunkt i dig og dine problemstillinger, sådan at jeg på bedst mulig måde kan hjælpe dig med at opnå mere balance og livsglæde i dit liv.

Hvorfor søge psykoterapi?

Der kan være mange forskellige grunde til at gå i terapi hos en psykoterapeut. Første step er at indse, at du ikke har det godt, og at det ikke går over, bare fordi du forsøger at tage dig sammen. Måske føler du dig stresset og har problemer med at sove om natten, måske har du symptomer på angst i form af åndenød og svimmelhed eller måske føles det at være i livet som meget tungt og trist det meste af tiden. Det kan være svært på egen hånd at se, hvordan du nogensinde skal få det godt igen, men ved at tage kontakt til en psykoterapeut, er du på vej til at få det bedre.

Det at anerkende, at du har brug for at gå i terapi kan for mange være tabubelagt og kan føles som et nederlag, men prøv at se på det på den måde, at du aldrig ville betænke dig på at kontakte en fysioterapeut eller en kiropraktor, hvis du har ondt i ryggen eller bestille en tid hos tandlægen, hvis du har ondt i en tand. På samme måde er det helt naturligt at søge hjælp hos en psykoterapeut eller hos en psykolog, hvis noget gør ondt i sindet og dermed i dit liv. Det at være i livet medfører sorger såvel som glæder, så når du gennemlever en svær periode i dit liv så vid, at du er ikke alene og at der er hjælp og støtte at hente ved at opsøge en psykoterapeut, der kan vise dig hvordan det er muligt at komme styrket ud af krisen og få det meget bedre. 

Hvad kan jeg som psykoterapeut hjælpe dig med?

Jeg kan bl.a. hjælpe dig med at få det bedre, hvis du har:

Stress
Angst
Depression
Tankemylder
Søvnproblemer
Manglende selvværd

Mit udgangspunkt er, at du selv indeholder alle svar, hvorfor jeg i terapien vil hjælpe jeg dig med at se bag om dine problemer. Sammen finder vi de oprindelige rødder til problemets oprindelse, og dermed hvordan det er opstået, og den bevidsthed vil skabe forløsning og frisættelse af de ressourcer, der har været bundet til problemet.

Ofte er vi som menneske meget kritisk og dømmende overfor os selv, og det er min erfaring, at denne tendens bliver mere markant, når vi står et sted i livet, hvor det er svært.

Jeg vil hjælpe og støtte dig i terapien ind i en mere omsorgsfuld tilstand, hvor du favner dig selv med forståelse og anerkender din sårbarhed fremfor det modsatte. Denne anerkendelse af at det her er svært og det gør ondt, det vil i sig selv være forløsende.

Personligt har jeg oplevet mange svære og tunge ting i livet – ting som jeg på daværende tidspunkt ikke kunne rumme, og som jeg derfor valgte at takle på en for mig uhensigtsmæssig måde, bl.a. ved at begrave mig i arbejde. Fordi jeg ikke fik taget hånd om de svære ting i tide, medførte dette et stressnedbrud med angst og depression til følge. Jeg har derfor en personlig erfaring, og jeg ved hvordan det føles, når livet gør ondt.

Kan du nikke genkendende til nogle af følgende symptomer eller udsagn?

  • Uro og anspændthed i kroppen, som ikke går væk uanset hvor meget du forsøger at spænde af.
  • Tankemylder der ofte kredser om negative ting, og du bliver mere og mere dømmende og kritisk både i forhold til dig selv og i forhold til andre.
  • Du svinger i humør fra ovenud glad og lykkelig til det meget triste, uden at du kan sætte ord på hvorfor.
  • Du har hjertebanken eller et mere eller mindre konstant pres i brystet.
  • Om natten kan du ligge søvnløs og vende og dreje dig uden mulighed for at falde i søvn, selvom du er dødtræt.
  • Du glemmer ofte ting og har svært ved at koncentrere dig. Faktisk kan du kun holde koncentrationen i kort tid, førend tankerne enten fører dig andre steder hen eller gør dig helt tom for tanker.
  • Uanset hvor hurtigt du løber, så har du en følelse af altid at være bagud.
  • Du mangler overskud til at være social, og du siger derfor nej til familie og venner.
  • En uforklarlig træthed, der ikke går over, uanset hvor meget du sover.
  • Smerter i kroppen, der ofte er koncentreret omkring nakke og skuldre.
  • Du føler dig ofte presset og utilstrækkelig.
  • Spændingshovedpine og en underlig osteklokke fornemmelse i hovedet.
  • Du har en følelse af at være forkert eller ikke god nok.
  • Du anstrenger dig derfor for at passe ind, men uanset hvor meget du anstrenger dig, så føles det aldrig helt rigtigt.

Alt efter behov og de udfordringer og problemer, som du kommer med, vil du komme til at arbejde med dine følelser i forbindelse med f.eks. tilgivelse af dig selv eller andre, omsorg for dit eget indre barn, definition af værdier, skyld og skam, meningen med livet og/eller ensomhed.

Hvad bliver dit udbytte af at modtage psykoterapi hos mig i Århus?

Formålet med at gå i terapi er at opnå en større forståelse for dig selv, dine tanker og dine handlinger i livet. Gennem denne forståelse vil du blive i stand til at slippe uhensigtsmæssige handlemønstre, som ikke længere tjener dig. Meget ofte lever vi vores liv på autopilot, det vil sige at mange af de ting som vi foretager os, det gør vi som følge af vores vaner, som ofte er et resultat af vores opvækst. Ved at blive bevidst om vores vaner og automatiske handlemønstre, får vi mulighed for at ændre på disse, sådan at de i højere grad passer sammen med den person som du er og i takt med denne tilpasning, vil din livskvalitet højnes. Man kan sige, at du bliver i stand til at udvikle dine personlige kompetencer, sådan at disse passer sammen med dine værdier.

Uanset om du har en helt konkret udfordring, som du ønsker min hjælp til, eller om du ikke helt, hvad din manglende trivsel handler om, så hjælper og støtter jeg dig med at finde bag om de fysiske og psykiske reaktioner og symptomer som du har. Udover samtaler og forskellige psykoterapeutiske værktøjer bringer jeg efter behov forskellige andre værktøjer i spil, f.eks. stressbehandlingen Sindsro, der er meget virksom bl.a. mod udbrændthed og stress. Det at modtage Sindsro behandlinger i kombination med psykoterapi har vist sig at være meget virksomt. Da krop og sind hænger uløseligt sammen, gemmer kroppen ofte på årsagerne til vores mistrivsel, og ved at kombinere terapi med Sindsro behandlinger, der arbejder med at skabe ro i nervesystemet, opnås der hurtigt resultater.

Hvem er jeg

Jeg er uddannet psykoterapeut, idet jeg har taget en 4 årig psykoterapeutisk uddannelse i Århus hos Human Education Group – www.heg.dk, som er et godkendt institut, og det er din garanti for, at jeg har tilstrækkelig uddannelse og erfaring til, at jeg kan give dig den rigtige hjælp og behandling.

Som person er jeg nærværende, omsorgsfuld og støttende, og du vil blive mødt af mig fra et ikke dømmende sted og med rummelighed og varme.

Terapien foregår i hyggelige rammer i Århus C og kan også foregå online, hvis du af geografiske eller af andre grunde ønsker det.